Studiemiljøet på tysk

Undervisning på små hold giver stor indflydelse
 

Studiemiljøet på AAU's tyskstudium adskiller sig fra mange andre universitetsstudier igennem sin beskedne størrelse med forholdsvis små hold. Du har som studerende mulighed for at få stor indflydelse på undervisningens tilrettelæggelse, indhold og form, men denne indflydelse betyder også, at den enkelte studerende har et stort ansvar for undervisningens gennemførsel. Nogle kurser, såsom f.eks. Mundtlig og Skriftlig sprogfærdighed eller tekst og medieanalyse kræver stor aktiv deltagelse, mens andre kurser er mere traditionelle forelæsninger.

Samlæsning på tværs af semestrene
 

På grund af studiets størrelse er samlæsning mellem semestrene normal praksis i nogle discipliner, men dette er med til at udvide det sociale liv og medfører desuden, at man som ny studerende hurtigt lærer de ældre studerende at kende. Generelt er undervisningen præget af dygtige, fleksible og meget engagerede undervisere med stor erfaring.

Vi er vilde med tysk kultur
 

Tyskstudiet er samtidigt stedet hvor du ved siden af spændende undervisning har chancen for at ”nørde” med alt fra:

  • tyske Schlagere
  • Nena
  • Oktoberfest
  • Ølsmagning og Currywurst

– endda uden at nogen kigger skævt til dig af den grund; for tyskstudiet er stedet hvor germanofile mødes.

Julefrokost, studietur og Café Goethe
 

Det sociale liv på tysk er generelt godt og særdeles aktivt med adskillige aktiviteter. Der er tradition for semesterstartsfest, julefrokost og studieture. Til det sociale liv på tysk-studiet hører også Café Goethe, der udgør en af grundstenene i det sociale liv på tyskstudiet.

Tyskstudiet - en helt særlig stemning

Jeg har været rigtig glad for at have gennemført BA-uddannelsen i Tysk. Tyskstudiet har en helt særlig stemning, hvor der er tid til hver enkelt studerende. De faglige emner favner bredt, og jeg har bl.a. haft undervisning i tyske kulturs- og samfundsforhold, litteraturhistorie, fonetik og mundtlig sprogfærdighed. Særligt den interkulturelle dimension ved Tysk-studiet har gavnet mig i mit senere studieforløb - både i mit tilvalgsfag Kulturforståelse og i min kandidatuddannelse i Tysk og International Virksomhedskommunikation.

Maiken Sanderhoff, BA i tysk og studerende på kandidatuddannelsen i Tysk International Virksomhedskommunikation